Sagen omhandlede, hvorvidt Spørger kunne gennemføre en skattefri aktieombytning efter aktieavancebeskatningslovens § 36. Ombytningen omfattede en del af Spørgers anparter i Selskabet, som ønskedes ombyttet op gennem koncernstrukturen til nye anparter i BidCo. Det fremgik af sagen, at der den 6. juni 2025 var indgået en aftale om at overdrage samtlige anparter i selskabet.

Skatterådet besvarede spørgsmålet benægtende, da betingelserne for en skattefri aktieombytning ikke var opfyldt. Rådet fandt, at anparterne måtte anses for afstået allerede på tidspunktet for den bindende aftale af 6. juni 2025. Dette afståelsestidspunkt kunne ifølge Skatterådet hverken udskydes af en tillægsaftale af 18. august 2025 eller af, at selve overdragelsen først skete den 22. august 2025.

I styresignalet beskrives en mulighed for, at afståelse af fast ejendom efter ejendomsavancebeskatningsloven ved salg på ekspropriationslignende vilkår (de såkaldte ekspropriationssituationer) kan være skattefri efter ejendomsavancebeskatningslovens § 11.

Det drejer sig om følgende situation, hvor hjemlen til at ekspropriere til realisering af en lokalplan er planlovens § 47:

• Kommunalbestyrelsen vedtager lokalplanen, og træffer samtidig en principiel beslutning om at igangsætte ekspropriationssagen, samt om at ville ekspropriere til realisering af lokalplanen, når lokalplanen er offentliggjort, hvis der ikke indgås en frivillig aftale
• Aftalen indgås efter, at lokalplanen er offentliggjort

Skattestyrelsen havde truffet afgørelse om at bevilge henstand med betaling af restskat med vilkår om sikkerhedsstillelse for det fulde henstandsbeløb. Landsskatteretten fandt, at det var tilstrækkeligt godtgjort, at der på tidspunktet for Skattestyrelsens afgørelse var en nærliggende fare for, at skatten, der søgtes henstand med, ikke ville blive betalt, når der senere blev truffet endelig afgørelse i skattesagerne, hvis der blev givet henstand. Videre fandt Landsskatteretten, at det ikke var uproportionalt at stille krav om sikkerhedsstillelse for det fulde henstandsløb. Landsskatteretten stadfæstede derfor Skattestyrelsens afgørelse.

Sagen angik ansættelsen af ejendomsværdien pr. 1. januar 2020 for et fritliggende enfamilieshus. Klageren ejede ejendommen på vurderingstidspunktet den 1. januar 2020, og klageren havde solgt ejendommen i almindelig fri handel ved købsaftale den 5. september 2020 til en pris på 2.550.000 kr. med overtagelse den 1. oktober 2020. Skødet blev tinglyst den 30. september 2020. Vurderingsstyrelsen traf den 8. juli 2022 afgørelse om vurderingen af ejendommen pr. 1. januar 2020. Landsskatteretten fandt, at klageren var klageberettiget efter skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 2, 2. pkt., da klageren var omfattet af bestemmelsens ordlyd om "ejeren af den faste ejendom" som ejer af ejendommen på vurderingstidspunktet den 1. januar 2020. Retten lagde herved bl.a. vægt på, at der ikke i forhold til ordlyden af bestemmelsen var tilstrækkelige holdepunkter i retsgrundlaget i øvrigt for en indskrænkende fortolkning af "ejeren af den faste ejendom" i bestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 2, 2. pkt. Der forelå ikke sådanne tilstrækkeligt sikre holdepunkter i hverken bestemmelsens ordlyd, forarbejder, kontekst eller historik, og retten lagde i den forbindelse også vægt på, at der for en sådan indskrænkende fortolkning af bestemmelsen måtte skulle findes mere klare og entydige angivelser i retsgrundlaget for en snævrere afgrænsning af forståelsen af "ejeren af den faste ejendom", når ejeren faktisk var ejeren på vurderingstidspunktet, og afgørelsen om vurderingen af den faste ejendom i sig selv var en forvaltningsretlig afgørelse. Herefter konstaterede Landsskatteretten, at den efterfølgende handelspris for ejendommen selv var konstateret og kunne indgå i grundlaget for ejendomsvurderingen pr. den 1. januar 2020 efter ejendomsvurderingslovens § 24, stk. 3, da denne handel var tinglyst før, at Vurderingsstyrelsen den 8. juli 2022 traf afgørelse om vurderingen af ejendommen, og retten henviste herved også til SKM2025.18.LSR. Retten anførte bl.a., at de af Vurderingsstyrelsen anvendte referenceejendomme alle var sammenlignelige med og relevante i forhold til ansættelsen af ejendomsværdien for ejendommen. Hvis ejendomsværdien for ejendommen skulle ændres med mere end 20 % på baggrund af den efterfølgende handel af ejendommen selv, ville handlen af ejendommen selv skulle tillægges nærmest eneafgørende betydning og vægt ved udøvelsen af skønnet over ejendomsværdien. Det var der ikke hjemmel til eller grundlag for, og retten henviste herved bl.a. til, at der ved ansættelsen af ejendomsværdien ikke var tale om en eksakt beløbsmæssig værdi, men derimod en værdi inden for et spænd, inden for hvilket skønsmæssigt fastsatte værdier skulle respekteres, og det også gjaldt i en situation med en handel af ejendommen selv, jf. lovbemærkningerne til bestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 45, stk. 2. Landsskatteretten fandt derfor, at der efter et samlet skøn ikke var grundlag for at ændre og nedsætte ejendomsværdien for ejendommen med mere end 20 %, jf. skatteforvaltningslovens § 45, stk. 2, og stadfæstede herefter ejendomsværdien for ejendommen pr. 1. januar 2020.

Spørger, boet efter [afdøde], ejede moderselskabet H1 A/S, som ejede datterselskabet D1 ApS.

Moderselskabets eneste aktivitet, udover ejerskab af datterselskabet D1 ApS, var investering i projektejendom i [udlandet].

Datterselskabet D1 ApS’ eneste aktivitet var ejerskab og drift af Ejendommen Y1.

Spørger påtænkte at overdrage aktierne i H1 A/S til [afdødes] søn og arving med skattemæssig succession.

Spørger ønskede derfor at få bekræftet, at opgaven med indgåelse af aftaler af væsentlig økonomisk betydning for driften af Ejendommen Y1 ikke i overvejende grad var blevet varetaget af en uafhængig fysisk eller juridisk person, der sædvanligvis indgik aftalerne eller sædvanligvis spillede den afgørende rolle ved indgåelsen af aftalerne.

Skatterådet bekræftede, at opgaven med indgåelsen af aftaler af væsentlig økonomisk betydning for driften af udlejningsvirksomheden vedrørende Ejendommen Y1 kun havde været varetaget af ejeren [afdøde] og dermed indirekte hos Spørger. Skatterådet bekræftede således, at Ejendommen Y1 var et aktiv, der kunne indgå som en del af den aktive virksomhed i pengetanksberegningen i dødsboskattelovens § 29, stk.3.

Skatterådet bemærkede, at der ikke var taget stilling til, hvorvidt projektejendommen i [udlandet] kunne indgå som et aktiv, der kunne indgå som en del af den aktive virksomhed, men at det kunne have betydning for den påtænkte overdragelse med skattemæssig succession af aktierne i H1 A/S til [afdødes] søn og arving.

Sagsøger havde ikke ret til genoptagelse af en skatteankenævnsafgørelse, jf. skatteforvaltningslovens § 35 g, stk. 1 og 2, idet de tidsmæssige betingelser ikke var opfyldt, og idet sagsøger hverken med sin forklaring eller de fremlagte dokumenter havde godtgjort, at de nye oplysninger ville have medført et væsentligt ændret udfald, hvis de havde foreligget tidligere. Retten lagde bl.a. vægt på, at et gældsbrev først var fremlagt i forbindelse med genoptagelsesanmodningen uden en nærmere redegørelse for årsagen hertil. 

Da der heller ikke forelå ganske særlige omstændigheder efter § 35 g, stk. 3, blev Skatteministeriet frifundet. 

Skatterådet har på mødet den 23. juni 2026 fulgt Skattestyrelsens indstilling om, at der efter skattekontrollovens § 62, stk. 1, jf. § 61 gives tilladelse til at indhente identifikationsoplysninger på unavngivne personer og deres modtagelse af beløb gennem en betalingstjeneste.

Cypern anses for at være en jurisdiktion med en kvalificeret regel om indkomstmedregning.

Sagen angik spørgsmålet, om Spørgers adgang til fitness, holdtræning, badminton, pickleball, volleyball og klatrevæg, opfyldte betingelserne for at være omfattet af fritagelsen i momslovens § 13, stk. 1, nr. 5.

Skatterådet fandt, at Spørger blev drevet med ikke gevinst for øje, og at Spørgers aktiviteter var omfattet af udtrykket sport og fysisk træning, hvorefter adgang hertil blev leveret i nær tilknytning til sport og fysisk træning til fordel for sportsudøveren. Skatterådet kunne bekræfte, at Spørgers ydelser opfyldte betingelserne, og var momsfritaget efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 5.

Momslovens § 13, stk. 1, nr. 5, implementerer momssystemdirektivets artikel 132, stk. 1, litra m. Artikel 132, stk. 1, litra m’s anvendelsesområde begrænses af artikel 134, hvoraf det følger, at ydelsen skal være uomgængelig nødvendig og ikke må fremkalde konkurrencefordrejning. Disse betingelser er ikke implementeret i dansk ret.

Skatterådet fandt, at ved vurderingen af om en leverance var omfattet af begrebet "i nær tilknytning" skulle der henses til, om leverancen var uomgængelig nødvendig, jf. SKM2011.478.ØLR. En indfortolkning af betingelsen efter principperne om direktivkonform fortolkning var ikke udtryk for en fortolkning contra legem. Skatterådet fandt, at Spørgers ydelser opfyldte denne betingelse.

I forhold til betingelsen om at ydelsen ikke må fremkalde konkurrencefordrejning, fandt Skatterådet, at betingelsen ikke skulle fortolkes direktivkonformt, idet det ville stride mod lovens ordlyd og dens formålsbetragtninger, og dermed udtryk for en fortolkning contra legem, jf. U2014.914H.

Sagen angik også, om Spørgers aktiviteter omfattet af momslovens § 13, stk. 1, nr. 5, var fritaget for lønsumsafgift efter lønsumsafgiftslovens § 1, stk. 2, nr. 1. Skatterådet kunne bekræfte, at aktiviteterne var fritaget for lønsumsafgift.

Spørger var en CO2-kvotepligtig virksomhed. Spørger ønskede bl.a. at få bekræftet, at Spørgers forbrug af fossilt brændsel havde en karakter, så der var umiddelbar og uadskillelig sammenhæng mellem brændselsforbruget og Spørgers hermed forbundne CO2-emissioner, der var pålagt emissionsafgift, og at afgiften på emissionerne af den grund kunne anses for at være en energiafgift på Spørgers fossile brændsel.

Konsekvensen af en bekræftelse på dette punkt ville være, at Spørgers betaling af emissionsafgift forstået som en energiafgift kun ville kunne finde sted i det omfang, at den var forenelig med reglerne i energibeskatningsdirektivet.

Skatterådet kunne ikke svare bekræftende.

Under hensyn til skattemyndighedernes tavshedspligt, jf. skatteforvaltningslovens § 17, offentliggøres det bindende svar i en redigeret form.

Spørger 1 havde gennemført et delvist generationsskifte af formuen i sit helejede selskab, H1 Holding ApS, til sin søn, Spørger 2. Det delvise generationsskifte var gennemført som en ophørsspaltning til fire nystiftede selskaber, hvorefter tre af selskaberne, H2 ApS, H3 ApS og H4 ApS, havde apportindskudt deres aktiver i tre selskaber ejet af Spørger 2. Umiddelbart herefter gennemførte Spørger 1 en overdragelse af samtlige kapitalandele i H2 ApS, H3 ApS og H4 ApS til Spørger 2 for henholdsvis DKK 5.982.318, DKK 15.781.328 og DKK 1.467.450 mod dennes udstedelse af rentefri anfordringsgældsbreve for de opgjorte købesummer efter modregning af passivposter efter kildeskattelovens § 33 D, stk. 3. Overdragelserne var sket med forbehold for, at Skatterådet kunne godkende, at kapitalandelene var overdraget med skattemæssig succession og at overdragelserne var sket til handelsværdi. Skatterådet kunne ikke bekræfte, at overdragelse af samtlige kapitalandele i selskaberne H2 ApS, H3 ApS og H4 ApS fra Spørger 1 til Spørger 2 den 26. maj 2025 kunne ske med skattemæssig succession efter aktieavancebeskatningslovens § 34. Skatterådet kunne heller ikke bekræfte, at overdragelse af kapitalandelene i selskaberne H2 ApS, H3 ApS og H4 ApS fra Spørger 1 til Spørger 2 for en pris på henholdsvis DKK 5.982.318, DKK 15.781.328 og DKK 1.467.450 mod udstedelse af uforrentede anfordringsgældsbreve på de anførte købesummer efter fradrag af passivposter efter kildeskattelovens § 33 D, stk. 3, ikke udløste nogen beskatning af parterne. Skatterådet kunne kun bekræfte, at kapitalandelene i H2 ApS og H4 ApS var overdraget med skattemæssig succession og at overdragelserne af disse to selskaber var sket til handelsværdien og ikke udløste nogen beskatning af parterne.

Spørger fremstillede kryddersnaps af vodka eller finsprit indkøbt med afgift. Skatterådet kunne ikke bekræfte, at Spørgers fremstilling og efterfølgende salg af kryddersnaps ikke var afgiftspligtig.

Skatterådet kunne endvidere ikke bekræfte, at Spørger kunne opnå afgiftsfritagelse eller godtgørelse for spiritusafgiften af den indkøbte vodka eller finsprit.

Sagen angik, om klageren skulle anses for at være selvstændig erhvervsdrivende eller lønmodtager i forhold til det vederlag, som klageren havde modtaget fra H1 i indkomstårene 2020 og 2021. Landsskatteretten bemærkede bl.a., at vurderingen af, hvorvidt klageren skulle betragtes som lønmodtager eller selvstændig erhvervsdrivende indenfor skattelovgivningens område, skulle foretages efter de kriterier, som var angivet i punkt B.3.1.1 i cirkulære 129 af 4. juli 1994. Klageren havde ifølge kontrakten ikke fastsat nogen arbejdstid. Han var ikke underlagt instruktion, udover arbejdsbeskrivelsen, og han skulle udføre arbejdet fra egne lokaler. Det modtagne vederlag skulle under visse betingelser tilbagebetales til H1. Klageren var hverken omfattet af ferieloven, funktionærloven eller ansættelsesbevisloven, og klageren skulle holde H1 skadesløs for ethvert krav mod dem med hensyn til indkomstskat mv. Det var desuden oplyst, at klageren var ansvarlig for skader udenfor kontrakt. Klageren skulle selv afholde alle udgifter til udførelse af arbejdet bortset fra computer, telefon og scanner, som blev lejet af H1 af sikkerhedsmæssige grunde. Klageren var desuden frit stillet med hensyn til antagelse af medhjælp, og klageren havde ansat en medarbejder, dennes ægtefælle, til at udføre primært sekretæropgaver samt personlig assistent opgaver. De af klageren afholdte udgifter ansås i et vist omfang at adskille sig væsentlig fra lønmodtagerudgifter. Landsskatteretten fandt efter en samlet konkret bedømmelse, at det var mest nærliggende at anse klageren for selvstændig erhvervsdrivende. Den omstændighed, at klageren alene havde haft én hvervgiver, at aftalen mellem klageren og H1 var fortløbende, indtil en af parterne opsagde aftalen, samt at det opnåede vederlag blev udbetalt løbende, kunne efter en samlet bedømmelse ikke føre til et andet resultat. Landsskatteretten gav herefter klageren medhold i, at han skulle anses for selvstændig erhvervsdrivende. Landsskatteretten hjemviste den talmæssige opgørelse af fradrag for udgifter, der kunne henføres til den erhvervsmæssige virksomhed, til Skattestyrelsen.

Sagen angik, om klageren i medfør af skatteforvaltningslovens § 29 var berettiget til omgørelse af en ombytning anparter, som Skattestyrelsen havde truffet afgørelse om ikke var skattefri i medfør af aktieavancebeskatningslovens § 36. Ved en delvis gave overdrog klagerens far den 8. august 2017 99 % af kapitalen i H1 ApS til klageren. Ifølge et samme dag oprettet gældsbrev stillede klageren sikkerhed for farens lån til klageren i form af pant i anparterne i H1 ApS, herunder i stemmeretten. Den 24. oktober 2017 gav faren tilladelse til, at klageren ved aktieombytning kunne overdrage sine anparter i H1 ApS til et nystiftet selskab, ligesom det blev aftalt, at farens pant i anparterne i H1 ApS bortfaldt. Den 26. oktober 2017 stiftede klageren H2 ApS, som blev tegnet ved indskud af klagerens anparter i H1 ApS. Den 29. oktober 2017 pantsatte klageren sine anparter i H2 ApS, herunder stemmeretten, til sin far til sikkerhed for gælden ifølge gældsbrevet af 8. august 2017. Ligeledes den 29. oktober 2017 indgik klageren og faren en stemmeretsaftale, hvorefter faren havde ret til at udøve stemmeretten på klagerens anparter i H2 ApS, hvilket også fremgik af selskabets ejerbog. Landsskatteretten anførte i afgørelsen om, hvorvidt betingelserne for skattefrihed i medfør af aktieavancebeskatningslovens § 36 var opfyldt, at de indgåede aftaler måtte anses som et samlet aftalekompleks, der ikke reelt tilsigtede, at klageren skulle opnå flertallet af stemmerne i det erhvervede selskab (H1 ApS). På tidspunktet for aktieombytningen havde klageren derfor reelt ikke stemmeflertal i H1 ApS, hvorfor betingelserne for skattefri aktieombytning i aktieavancebeskatningslovens § 36, stk. 2, ikke var opfyldt. Klagerens fortjeneste ved afståelsen af anparterne i H1 ApS skulle derfor beskattes. Landsskatteretten stadfæstede derfor Skattestyrelsens afgørelse. Hvad angik spørgsmålet om, hvorvidt klageren var berettiget til at omgøre ombytningen af anparterne, anførte Landsskatteretten, at det ved klagerens køb af anparterne i H1 ApS stod klart, at klageren købte anparterne uden den stemmeret, der var knyttet til anparterne, fulgte med anparterne. Med henvisning til at betingelsen i aktieavancebeskatningsloven § 36, stk. 2, om stemmeflertal således var søgt omgået, fandt Landsskatteretten, at klagerens ombytning af anparterne i overvejende grad var båret af hensynet til at udskyde skatter, jf. skatteforvaltningslovens § 29, stk. 1, nr. 1. Allerede af den grund stadfæstede Landsskatteretten Skattestyrelsens afgørelse. (Dissens). (Afgørelsen er indbragt for domstolene).

Sagen angik, om klageren var berettiget til skattefri ombytning af anparter efter aktieavancebeskatningslovens § 36, nærmere om betingelsen i bestemmelsens stk. 2 om, at der ved ombytning forstås "den transaktion, hvorved et selskab erhverver en andel i et andet selskabs aktiekapital med den virkning, at det opnår flertallet af stemmerne i dette selskab". Ved en delvis gave overdrog klagerens far den 8. august 2017 99 % af kapitalen i H1 ApS til klageren. Ifølge et samme dag oprettet gældsbrev stillede klageren sikkerhed for farens lån til klageren i form af pant i anparterne i H1 ApS, herunder i stemmeretten. Den 24. oktober 2017 gav faren tilladelse til, at klageren ved aktieombytning kunne overdrage sine anparter i H1 ApS til et nystiftet selskab, ligesom det blev aftalt, at farens pant i anparterne i H1 ApS bortfaldt. Den 26. oktober 2017 stiftede klageren H2 ApS, som blev tegnet ved indskud af klagerens anparter i H1 ApS. Den 29. oktober 2017 pantsatte klageren sine anparter i H2 ApS, herunder stemmeretten, til sin far til sikkerhed for gælden ifølge gældsbrevet af 8. august 2017. Ligeledes den 29. oktober 2017 indgik klageren og faren en stemmeretsaftale, hvorefter faren havde ret til at udøve stemmeretten på klagerens anparter i H2 ApS, hvilket også fremgik af selskabets ejerbog. Landsskatteretten anførte, at de indgåede aftaler måtte anses som et samlet aftalekompleks, der ikke reelt tilsigtede, at klageren skulle opnå flertallet af stemmerne i det erhvervede selskab (H1 ApS). På tidspunktet for aktieombytningen havde klageren derfor reelt ikke stemmeflertal i H1 ApS, hvorfor betingelserne for skattefri aktieombytning i aktieavancebeskatningslovens § 36, stk. 2, ikke var opfyldt. Klagerens fortjeneste ved afståelsen af anparterne i H1 ApS skulle derfor beskattes. Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse. (Afgørelsen er indbragt for domstolene).

Sagen angik, om klageren var berettiget til ekstraordinær genoptagelse i medfør af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8. Skattestyrelsen havde truffet afgørelse om, at klageren ikke var berettiget til anvendelse af forskerskatteordningen ved en ansættelse pr. 9. juli 2021. Skattestyrelsen havde begrundet afgørelsen med, at klageren ikke opfyldte kravet i kildeskattelovens § 48 E, stk. 3, om ikke inden for de seneste 10 år forud for ansættelsen at have været fuldt skattepligtig til Danmark. Efterfølgende afslog Skattestyrelsen klagerens anmodning om ekstraordinær genoptagelse af indkomstårene 2011 - 2015 med henblik på ændring af klagerens registrering som fuldt skattepligtig, idet Skattestyrelsen var enig i, at klagerens fulde skattepligt til Danmark var ophørt ved udgangen af 2010. Landsskatteretten fandt, at klagerens fortsatte registrering som fuldt skattepligtig til Danmark beroede på en myndighedsfejl, der ikke kunne bebrejdes klageren. Der forelå derfor sådanne "særlige omstændigheder", at betingelsen for ekstraordinær genoptagelse i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8, var opfyldt. Efter en konkret vurdering og med henvisning til Landsskatterettens afgørelse af 7. februar 2023, offentliggjort som SKM2023.267.LSR, fandt Landsskatteretten, at klagerens anmodning om genoptagelse kunne behandles i medfør af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 2. punktum, selvom anmodningen var modtaget af Skattestyrelsen efter udløbet af fristen på seks måneder i bestemmelsens 1. punktum. Landsskatteretten ændrede derfor Skattestyrelsens afgørelse.